Af Emil Salzer, Digter og fast klummeskribent hos Modstrømmen

Isrosen deles ud på gader og stræder;
hun klynger sig til magten
og den heiler hende tilbage.

Rødmen fra den frosne rose
går igennem marv og ben.
Jeg åbner byens dør
og frelses af mængdens Mefisto.
Selfieengle foreviger hvert hjørne
med deres lydløse glaspatroner.
De er en velfærd.
En skat på en skat i en skat + moms.
Kæderne af tagrender ender i linjerne
mod en udgående uendelighed.

Skygger fra turister former noget
med alt for mange ben.
Det sorte dyr begynder at slikke asfalten
og snuse til Rådhuset
og så til Borgen.
Nu skambider den de døende butikker.

Hvor blev gaden af?
Øjne fra vrede ruder
dømmer mig
som kendte jeg fremtiden.

Der lugter skarpt af dressing
fra civilisatorisk tømmermændsmad
spildt i tykke klatter
langs kantstenen!

Dyrets tænder drypper på mine sko
og den tager mig ind;
som en skygge i en skygge af en skygge fra en drøm
+ moms.

Jeg tilbydes velfærd, evigt liv
til gengæld
for et kryds på mere uigenkendelighed.

Jeg spæner væk fra Strøget
og ser en palædemo.
En homo heiler Hamas
imens Hamas hænger en homo –
og Samira Nawa hænger højt
ude foran Islamisk Trossamfund.
Hendes LGBT-skud hejses i byens bund.

Hykleri på åbne stråler
af fængende technomelodier
får rosen til at åbne sluserne
for flere års urban permafrost:
Mere lykkecancer til danskerne.
Købt med en check.
Billige og væk.