Af Frederik Christensen, debatredaktør på Modstrømmen

Jeg møder Kristoffer Jessen på en lokal café på Nørrebro. Hvor kirken ånder fred, ro og plads til eftertanke, er caféen komfortabel, men samtidig støjende og småkaotisk. Men selvom konteksten er en anden, er samtaleemnet ikke desto mindre det samme – kunstens forpligtelse.

Jessen er forsanger i det eksperimenterende popband Søn, der er aktuelt med et nyt album i starten af 2026, og så har vi gået på højskole sammen. Derfor er musikken også et fælles referencepunkt for os.

Jeg spørger Kristoffer Jessen, hvad musikken repræsenterer for ham.

”Musik handler for mig i høj grad om at spille og optræde. Det er meget et spørgsmål om frigørelse, tror jeg, hvis man skal sige det kort. Det er egentlig ret simpelt på en eller anden måde: at man kan frigøre sig selv fra nogle af de følelser, tanker, hæmninger, mønstre og vaner, man går rundt med som menneske. At man kan træde ind i et andet rum, hvor der er plads til at være på en måde, som kan være svær at definere, men hvor man – når det går godt – kan frisætte sig selv fra de ting, der holder en fast. Og i høj grad også bare være. Være til stede. Det er jo også en ultimativ frihed: at være helt i nuet.”

Han fortsætter:

”Det er både det legende og det umiddelbare og det virkelig sørgmodige og triste. Det er fællesskabet, og det er ens egne følelser. Så musikken bliver et spejl af hele livet. Man kan processere ting, og man kan være til stede i nogle følelser på en anden måde.”

Handler det for dig om at skabe et fælles rum: at tale til andres følelser og skabe en fællesforståelse, der måske endda rækker bagud i folks liv?

Både bagud og fremad, ja. Det er i hvert fald noget, jeg tænker over på den kommende plade: at det både trækker tilbage til barndommen, men også rummer tanker om fremtiden og hvad man går ind i.

Hvad er dine tanker om fremtiden? Er du optimist eller pessimist?

”Grundlæggende er jeg optimist. Når man kigger på de sidste 200 år, 100 år, 50 år, så er alle de væsentligste faktorer såsom levestandard, fattigdom, uddannelse, sundhed blevet forbedret. Det er jo enormt godt.

Samtidig er der enorme udfordringer: klimakrisen, den globale situation, ustabilitet og usikkerhed. Så det er vigtigt ikke at blive en dommedagsprofet, men man skal heller ikke lade fremgangen blive en sovepude. Man skal stadig fokusere med allerstørste nødvendighed og ’urgency’ på konflikterne og udfordringerne.”

Og her sniger der sig allerede et engelsk ord ind i Kristoffer Jessens formuleringer, for det globale udsyn spillede en stor rolle i hans lyrik i de første år.

”Jeg var nok mere sortsynet for fire–fem år siden, og det påvirkede musikken. Det var en interessant kunstnerisk periode, hvor jeg var meget optaget af de globale udfordringer – særligt klima – og forsøgte at koble det globale med det helt nære. At se, om man kunne få den store, abstrakte, uoverskuelige globaliserede verden til at hænge sammen med det individuelle og det nære. Den sammensmeltning prøvede jeg at få musikken til at rumme.”

I takt med hans musikalske og lyriske udvikling er den sammensmeltning dog blevet erstattet af et større fokus på det nære. Men der har været en kontinuitet forbundet med det, fortæller han mig.

”Der har været en rød tråd i den forstand, at spændingen mellem samfundets idealer og ens eget liv altid har inspireret mig. Det gælder hele Søn-perioden – fra “Ægte kærlighed” og “Det Skandinaviske Design” og frem til nu.”

De første plader var mere direkte samfundsorienterede. Jeg prøvede aktivt at få samfundet og den globale verden skrevet ind i musikken. Nu har vi søgt mere ind mod det nære og lader de større fortællinger udspringe derfra – temaer som kærlighed, død, hverdag.

Hvorfor tror du, at du har søgt mere mod det nære?

”Fordi jeg har rykket mig personligt. Mit fokus er i dag mere på det indre og det, der er lige omkring mig. Det er ikke et politisk projekt, men det er heller ikke apolitisk. Det befinder sig på et spektrum. Der er selvfølgelig en del af det, der er aktivistisk og politisk motiveret, men det er ikke intentionen i sig selv.”

Tror du, unge mennesker lettere kan relatere til de nyere sange af den grund?

Ja. Det er lettere at gøre det relaterbart, når det handler om folks eget liv frem for verdens tilstand. I sange som “Dans” og “Solstorm” forsøgte jeg at få noget stort og globalt til at føles relevant, og det synes jeg ikke lykkedes lige så godt.

Jeg beder ham om at uddybe.

”Det er lettere at skrive om kærlighed og parforhold, for alle kender det. Men jeg har stor respekt for dem, der kan skrive om noget større socialt og gøre det både populært og relaterbart. Tobias Rahims “Når mænd græder” for eksempel. Der er en større eksistentiel fortælling og et socialt lag. Det bygger både videre på en tradition og bryder noget.”

Og det bringer os videre til et pudsigt sammentræf. For kort efter min samtale med Thomas Kluge i Jesuskirken indspillede Søn musikvideoen til deres nye single ”Skabt til at være to” i netop Jesuskirken (som kan ses nedenfor).

Hvorfor valgte I at optage jeres musikvideo i Jesuskirken?

”Jeg tænkte på kirken, fordi jeg syntes, det kunne være et interessant rum for sangen og teksten. Teksten er meget konkret og hverdagslig. Mange af teksterne på den her plade – inspireret af artister som Guldimund – arbejder med det hverdagslige og meget konkrete og hæver det op på et mere magisk eller eksistentielt plan.

I kirken er der højt til loftet, og jeg tænkte, at det kunne være spændende at sætte det intime, hverdagslige univers ind i det højtidelige, formelle rum. Når man sætter kontraster sammen, opstår der noget interessant. Man kan se sangen i et nyt lys. Og så er ægteskabet jo en central institution i kristendommen. Sangen handler om tvivlen på tosomheden. Der opstår en spænding mellem tvivl og tradition. Det syntes jeg var fedt.”

Og det bringer os videre til kunstens essens og – muligvis – dens forpligtelse. For mens Thomas Kluge fremhæver troen som noget afgørende – det mystiske, men samtidig sande og smukke – handler mange af Kristoffer Jessen og Søns tekster om tvivlen og ængstelsen, der følger med. Den tvivl er inspireret af hans eget liv, som han lader komme til udtryk i musikken.

”Jeg synes ikke, det er kunstnerens opgave at give svar på de svære spørgsmål. De svar skal man selv nå frem til. Kunsten er noget mellem os, som man tager ind og oplever og fortolker. Hvis jeg gav dig et svar, ville jeg på en måde henrette kunstværket. Der ville ikke være mere proces eller noget at blive klogere på.”

Forsangeren nævner selv en af hans mere aktivistiske sange som et eksempel på et nummer, der omvendt leverer et mere tydeligt svar i en aktivistisk form.

”Den siger ret tydeligt, at Black Friday er dårligt – ikke direkte, men mellem linjerne, og så ’bye bye Black Friday’. Det er en af de sange, der står svagere for mig af den grund. Sange med mere åbne rum står stærkere.”

Han refererer til sin sang ”Ægte kærlighed” som et eksempel:

”Den (Ægte kærlighed, red.) handler om parforhold, ægteskab, forelskelse, idéen om den eneste ene, det perfekte forhold – alt det der. I sangen ender ’jeget’ med at forlade sin partner for at gå ud og finde den eneste ene, fordi han føler, at kærligheden ikke er helt nok. Han elsker hende – men ikke nok.

Det interessante for mig er, at sangen bliver ved med at stå og dirre som et spørgsmålstegn.
Er det ham, der har nogle uopnåelige idealer, han har fået af kulturen, så han smider en fin kærlighed væk? Eller er der faktisk ikke nok i forholdet? Er det rigtigt at forlade hende? Findes der noget bedre derude?”

Kristoffer Jessens refleksioner fremstår som et mikrokosmos af den moderne kultur, som vi lever i, hvor individets selvrealisering er i konstant konflikt med forpligtelsen på noget andet. Giver man sig hen til noget større end sig selv, frygter man at miste sig selv og sit unikke ’jeg’ i processen. Men er vi egentlig så originale, som vi går og tror, eller skiller vi os alle ud på den samme måde?

Nu er AI jo et stort samtaleemne. Synes du, at musikbranchen i dag er blevet mere konform? Eller mere original?

Det er svært at give et entydigt svar på. Jeg føler ikke, jeg har nok overblik til at lave en egentlig analyse af det. Selvom jeg har lyttet til musik fra mange perioder, bliver det jo ofte en sammenligning med 10’erne, 00’erne og sådan noget. Men der er nogle klare tendenser.

For eksempel den dansksprogede tendens. Da vi startede ud med Søn, stod der i vores pressekit, at vi var dansksprogede. Det var noget særligt. Men nu er dansk nærmest dominerende. Jeg tror, der er 30–40 danske sange ud af top-50 på Spotify. Det er ret vildt.

Det kommer i bølger. I 80’erne var dansk kæmpestort, så gik det i retræte med Kashmir, Dizzy Mizz Lizzy osv. Og så svinger det tilbage igen. Det bliver interessant at se, om engelsk vender tilbage med samme styrke, og hvornår.

Men fornemmer du, at indholdet bliver mere ens? Kritikken af moderne popmusik er jo, at det lyder mere og mere ens – og at AI-produceret musik snart ikke kan skelnes fra menneskeligt produceret musik.

Altså … jeg tvivler på, at musikken er mere ens nu, end den var for fem, ti eller femten år siden. Jeg tror, at de fleste, der står uden for popkulturen og kigger ind, altid vil synes, at det lyder ens. Det ligger lidt i naturen af popmusik.

Det lyder næsten som Thomas Kluges kritik, dog her i en positiv forstand: Man skal være indviet i popkulturens institution for at forstå nuancerne og originaliteten. Blandt Søns repertoire er der numre såsom ”Kan Ik Connect” og ”I Wanna Be Seen” – altså numre, hvor der er en udpræget brug af engelske ord eller termer. Men det er ifølge Kristoffer Jessen ikke en modsigelse af hans ovenstående pointe om, at dansksproget musik er ’in’ igen.

”Vi bruger de ord og det sprog, vi faktisk taler. Jeg vil gerne gøre teksterne troværdige. Hvis jeg begynder at bruge ord som ”blot” eller ”forgå” eller et andet bedaget ord, så lyder det ikke som mig. Det lyder som om, jeg prøver at skrive et fint digt. Så forsvinder autenticiteten. Derfor bruger jeg ord som ’connect’ og ’crush’ – fordi det er en del af det moderne sprogbrug.”

Og fremtiden for musikken – både din egen og musik generelt: Tror du, den vil fortsætte med at være i det her nære rum?

Jeg tror, der vil være bevægelse i det. Guldimund har været ret toneangivende i forhold til at lave meget konkrete tekster, og man kan se, at mange pop- og indieartister bevæger sig i den retning. Men kunstnere som Aphaca arbejder stadig metaforisk og drømmende.

Lige nu er der en tendens til mere flow og fortællende tekst.

Mine egne tekster har altid været ret visuelle, sanselige og konkrete, og det tror jeg, de bliver ved med at være, så længe jeg skriver. Om det bliver en livslang kærlighedsaffære med den måde at skrive på, må tiden vise – men lige nu føles det sådan.