Af Marcus Dib, influencer og fast klummeskribent på Modstrømmen

Mange vil formentlig undre sig over, at jeg som transperson åbent støtter konservative værdier og lader mig inspirere af Charlie Kirk. Forvirringen bliver næppe mindre af, at jeg lever i Danmark – et land, hvor konservatisme ofte mødes med mistro, latterliggørelse eller direkte fjendtlighed. Netop derfor vælger jeg at tale åbent om det.

Jeg lever ikke et traditionelt konservativt liv i klassisk forstand. Det er jeg fuldt bevidst om. Alligevel har Charlie Kirks død haft enorm betydning for mig. Ikke fordi vi var ens, men fordi hans liv og mod lærte mig noget grundlæggende: Man må stå ved sine værdier uanset konsekvenserne. Uanset hvem man mister, hvilke relationer der brydes, og hvor mange trusler man møder. Sandheden er ikke gratis, og kampen mod ondskab har altid en pris.

Danmark betegnes ofte som et af verdens mest feministiske lande og hører samtidig til blandt de europæiske lande med det største had til Trump målt per indbygger. Det siger noget om, hvor lidt vi forstår amerikansk kultur – men endnu mere om, hvor lidt vi forstår værdien og skønheden i den traditionelle livsstil, som fortsat betyder noget for millioner af mennesker verden over. En livsstil, hvor familien er centrum. Hvor børn ikke afleveres i institution få sekunder efter fødslen, men mødes med tryghed, stabilitet og nærvær i deres første, afgørende leveår. Og hvor unges personlige udvikling bygger på selvkontrol, disciplin og ansvar – ikke på ugentlige byture og uforpligtende sex.

Jeg er transperson – men det er ikke hele min identitet. Jeg er træt af konstant at blive reduceret til det. Jeg er født pige og har levet med kønsdysfori, en psykisk lidelse, som jeg har behandlet medicinsk, juridisk og socialt. Behandlingen hjalp. Det kapitel i mit liv er afsluttet. Det siger intet om mine grundværdier, min moral eller min forståelse af rigtigt og forkert.

I dag ser jeg fremad. Jeg ønsker et traditionelt familieliv. Ikke et stereotypisk dansk liv, men et liv bygget på ansvar, stabilitet og klare værdier. Jeg vil aldrig identificere mig med den moderne feministiske livsstil, hvor karriere og individualisme prioriteres højere end fællesskab, og hvor børn betragtes som en byrde frem for en gave.

Vi har skabt et samfund, hvor børn i stigende grad vokser op uden faste rammer, uden tydelige grænser og uden klare værdier. Et samfund, hvor biologi fornægtes, og hvor forskellen mellem mænd og kvinder reduceres til noget rent socialt konstrueret. Ironisk nok ved jeg netop – fordi jeg selv har forsøgt at ændre min egen biologi – hvor virkelig og uundgåelig den er. Mænd og kvinder er forskellige. Vores adfærd, behov og valg er i høj grad biologisk forankrede. Når vi nægter det, skaber vi konflikt, lidelse og kaos – især for vores børn.

Jeg ville ønske, at jeg selv fuldt ud kunne have omfavnet min biologi. Det kunne jeg ikke på grund af min lidelse. Men langt størstedelen af befolkningen har den mulighed – og også ansvaret. For hvis flertallet opgiver de traditionelle værdier, er der ingen fremtid. Vi ser det allerede: faldende fødselstal, tomme institutioner og et samfund, der langsomt mister sin sammenhængskraft.

Der er nogen, der må sige det højt: Det er ikke i orden altid at vælge sig selv. Det er ikke i orden konsekvent at fravælge børn, fællesskab og ansvar uden at tage højde for konsekvenserne for samfundet som helhed. Menneskeheden kan ikke overleve, hvis alle flygter fra tradition, familie og forpligtelse.

Fordi jeg selv er en undtagelse – og ikke kan få mine egne biologiske børn – har jeg fået en særlig klar forståelse af, hvor afgørende det er, at majoriteten gør. Når vi diskuterer, hvad der er bedst for samfundet og for fremtiden, tænker jeg ikke på min egen personlige rejse. Jeg tænker på helheden. På børnene. På civilisationens fortsatte eksistens.

Charlie Kirk lærte mig, at hvis vi ikke tør sige fra over for ekstremisme og ideologisk hjernevask – også når den kommer fra venstrefløjen – så taber vi alle. At stå ved sine værdier er ikke let. Men alternativet er langt værre.