Af Jonas Hoeck, medlem af bestyrelsen for Det Konservative Folkeparti i Odense og Politisk rådgiver for Roya Moore (K)

2025 har været et både begivenhedsrigt og turbulent år. For klassisk borgerlige, af den ene eller anden art, har det dog samtidig været et år, der på mange måder har åbnet for nye muligheder og nyt håb. Meget af det, som venstrefløjen har opbygget og taget for givet gennem årtier, er blevet udfordret, og i nogle tilfælde brudt op.

Året begyndte med Trumps indsættelse d. 20. januar og det politiske og kulturelle jordskælv, der fulgte. Jeg kan ikke mindes at have oplevet en politisk kraft af tilsvarende styrke i min levetid. Mange har i løbet af året talt om et såkaldt vibe shift og om højrefløjens gennembrud. Og selvom man kan argumentere for, at et historisk skifte i en mere højreorienteret retning allerede var undervejs, eller måske allerede havde fundet sted, er det svært at komme uden om, at Trump har accelereret udviklingen og sparket mange døre ind.

Når man ser tilbage, er det slående, hvor ekstrem den periode som kulminerede i såkaldt ”Woke” faktisk var, og hvor bemærkelsesværdigt hurtigt der blev sat en stopper for det igen i 2025. Trump gjorde det, som ingen før ham havde kunnet eller turdet: Han satte hårdt mod hårdt og slog konsekvent ned på den skørhed og dekadence, som havde haft frit spillerum gennem 1990’erne, 00’erne og 10’erne. Han lagde en kompromisløs linje over for nabolande, illegal indvandring, kriminalitet, universiteter, medier og offentlige institutioner og sendte allerede fra begyndelsen af sin anden præsidentperiode et klart signal: Kursen var ændret.

Hvor Trumps første periode var præget af vaklende kurs og manglende opbakning i det republikanske parti, er hans anden periode blevet indledt med en helt anden professionalisme og strategisk kontrol. Trump er ofte blevet beskyldt for at være dum og handle spontant og tilfældigt. Den kritik er i dag vanskelig at fastholde. Hans første år har været præget af en langt mere målrettet, strategisk og effektiv tilgang, som bærer præg af loyalitet i regeringen og nøje planlagte politiske prioriteter.

USA er i dag et markant anderledes land, end det var under Biden-administrationen. Og det konservative USA står et helt andet sted, end det gjorde for blot få år siden. Denne forandring er ikke kun politisk, men også intellektuel og kulturel. I 2025 udkom eksempelvis antologien The New Conservatives – Restoring America’s Commitment to Family, Community, and Industry, som beskriver, hvordan amerikansk konservatisme i stigende grad har bevæget sig væk fra markedsliberalisme og værdineutralitet og i stedet fokuserer på familie, fællesskab, national sammenhængskraft og produktiv national økonomi. Det er et tydeligt udtryk for, at der ikke blot er tale om en reaktion, men om en mere sammenhængende ny konservativ selvforståelse.

Da denne politiske kurs overordnet er forankret i en nationalkonservativ idé om at sætte USA først, har Trumps indsættelse naturligvis ikke været en behagelig oplevelse for landets allierede. Især forholdet mellem USA og de europæiske lande er kommet under pres. Trumps toldkrig, hans højrøstede idéer om at indlemme Grønland, eller Canada, i USA, hans brutale tilgang til fredsforhandlinger med Ukraine og Zelenskyj og hans administrations gentagne kritik af EU og europæiske ledere har betydet, at mange europæere, også herhjemme, reelt er i tvivl om, hvorvidt USA under Trump er ven eller fjende.

Denne tvivl er ikke irrationel. Trump og USA er ikke vores allierede på samme måde, som eksempelvis Tyskland er det. Men sandheden er, at det aldrig helt har været tilfældet. Trump gør det blot tydeligt, at der er et hav mellem de to forskellige kontinenter og folk, og det kan meget vel vise sig at have været sundt.

Set rationelt har Trumps politiske jordskælv også haft en vækkende effekt i Europa. Kontinentet er efter mange årtiers stigende afhængighed af USA begyndt at genopruste, og både i Bruxelles og i medlemslandene er man begyndt at tage egne interesser mere alvorligt – militært såvel som økonomisk. Trumps dogtrin om America first har med andre ord også ført til, at både EU og de europæiske lande i langt højere grad er begyndt at fører en politisk linje, som man kunne kalde Europe first.

Effekten fra den anden side af atlanten ses ikke mindst i, at det heller ikke længere er utænkeligt at man i EU og de europæiske lande finder gangbare løsninger på problemer med indvandring og relateret kriminalitet. Trods modviljen mod J.D. Vances kritiske tale ved München-sikkerhedskonference har der i 2025 i både EU og Danmark været en voksende villighed til at genoverveje konventioner og hidtidige politiske dogmer. Trods massiv vrede fra venstreorienterede medier og meningsdannere er der således opstået et momentum, hvis konsekvenser vi også vil mærke ved næste folketingsvalg i 2026.

Selvom Trump gentagne gange har råbt ad NATO-landene og flere gange har trukket støtten til Ukraine eller truet med det, har han også skabt et reelt rum for fredsforhandlinger, som ikke fandtes under tidligere præsident Joe Biden. En mulighed, som også kan komme europæerne og danskerne til gavn. Hvis krigen afsluttes i 2026, vil danskerne kunne spare mange milliarder, som ellers ville skulle sendes til Ukraines krigsmaskine. En fred vil desuden kunne give hårdt pressede økonomier, ikke mindst den tyske, et betydeligt løft, hvis handelsforbindelserne til Rusland på sigt genåbnes. Endelig vil en fred unægtelig også skabe større stabilitet for Europas sikkerhed.

Året har dog også budt på forandringer, som ikke kan tilskrives Trump alene. En af de mest markante er, at den venstreorienterede klimakamp, som i mere end et årti har domineret den offentlige debat, i 2025 mistede sin altoverskyggende position. Klimabevægelserne er ikke forsvundet, men klima fylder ikke længere alt. En udbredt træthed har sat ind. På universiteter og i politiske miljøer mærker man tydeligt en udmattelse og en modvilje mod endnu en runde af den samme debat. Flere store aktører trak sig i årets løb fra målsætninger om 100 procent plantebaseret drift, og efter den grønne trepart i 2024 har mange haft fornemmelsen af, at man allerede har leveret det nødvendige. Klimademonstrationerne har mistet deres gennemslagskraft, og selv Greta Thunberg har i løbet af året talt markant mindre om emnet.

For mig personligt har 2025 i høj grad bekræftet en pointe, jeg allerede fremsatte i et længere essay i 2023. Her forudsagde jeg, at klimakampen i sin daværende form ville vise sig at være et modefænomen, netop fordi den manglede forankring i noget nært, personligt og bindende. Udviklingen i 2025 har i vid udstrækning bekræftet denne analyse. Omvendt har året også vist, at mange borgerlige stemmer næsten helt har vendt blikket væk fra området. En egentlig grøn konservatisme mangler vi derfor fortsat at se.

Nævneværdigt er det også, at 2025 har været præget af en begyndende kristen opblomstring. Selv blandt erklærede ateister er det blevet vanskeligt at ignorere, at unge i stigende grad orienterer sig både borgerligt og kristent. Set i bakspejlet fremstår dette som et af de mest centrale elementer i det skifte, vi har været vidne til. Kristendommen udgør fortsat kernen i vores kultur og selvforståelse, og rummer derfor potentialet til at binde os sammen og danne grundlag for en reel kulturel fornyelse.

Man kan godt kalde sig konservativ, liberal eller borgerlig uden at være kristen. Men først når det vestlige menneske igen forholder sig alvorligt til kristendommen, kan parforholdet, familielivet, kunsten, litteraturen og den generelle livsindstilling for alvor styrkes og genopstå – om end i nye former.

Selvom meget peger mod en lysere udvikling i 2026, har året dog også mindet os om, at man ikke bør læne sig tilbage.

2025 har desværre også været året, hvor konsekvenserne af venstrefløjens stigende antisemitisme er blevet tydelige. I kommunalvalgkampen var konflikten i Gaza en mærkesag for flere partier, og Frie Grønne talte om et “zionistfrit København” – et krav, der i praksis ville betyde, at mange jøder formentlig måtte forlade byen. Jødiske familier flygter i disse år fra Europa, og også i Danmark viser opgørelser, at antallet af indberetninger om antisemitisme er markant stigende. Politikere, meningsdannere og almindelige borgere er nødt til at sige klart fra. Hvis ikke disse giftige tendenser bremses, risikerer Europa en meget grim gentagelse af en fortid, vi stadig skammer os over.

Som følge af techgiganternes bevægelse mod højre har borgerlige stemmer heldigvis fået større plads på platformene. Der er ikke længere mangel på borgerlige og konservative indlæg i den offentlige debat. Sociale medier flyder med analyser, opslag og diskussioner, og det er i sig selv positivt. Men det står også klart, at dette kun er første fase.

Hvis den globale højredrejning skal udvikle sig til mere end blot en række protestbevægelser, må næste fase handle om reel magt. Om at komme ind i maskinrummet og arbejde indefra. I Danmark kræver det organisering, langsigtet tænkning og vilje til at tage ansvar i bestyrelser, institutioner og organisationer.

At vinde regeringsmagten i 2026 er vigtigt. Men hvis venstrefløjen fortsat dominerer universiteter, fonde, pensionskasser og kulturinstitutioner, ændres samfundets grundlæggende retning ikke. Borgerlige regeringer har tidligere haft magten i lange perioder uden at efterlade varige spor, netop fordi institutionerne forblev ideologisk ensrettede.

Derfor er mit råd dette: Kæmp for mere end det næste opslag. Gør 2026 til året, hvor du får din første, eller næste, post i et menighedsråd, en institution eller en organisation. Det er dér, den langsigtede forandring begynder, og her har vi alle et ansvar.