af André Ventura, formand for Chega

Europa står ved en skillevej. Som formand for CHEGA – Portugals hurtigst voksende politiske kraft – mener jeg, det er afgørende, at vi fastholder den EU-kritiske kamp. Ikke for nostalgiens skyld, og ikke fordi vi er imod samarbejde, men fordi EU’s nuværende kurs truer demokratiets, suverænitetens og identitetens fundament i hele Europa.

EU har bevæget sig faretruende langt væk fra sit løfte om fredeligt samarbejde mellem suveræne nationer. Det, der begyndte som et fælles marked, er blevet til en omfattende bureaukratisk overbygning, der vil bestemme, hvordan landene skal styres, tale, bruge penge – og endda tænke.

I fremskridtets navn blander ikke-folkevalgte institutioner sig – især Kommissionen og EU-Domstolen – i nationale lovgivninger, hvor de omgår de demokratiske spilleregler og underminerer lokale kulturer. Samtidig baner tiltag som forordningen om digitale tjenester vejen for EU-dækkende censur, hvor “misinformation” blot defineres som alt, der sætter spørgsmålstegn ved den officielle linje.

Lige nu står de EU-kritiske partier med tre helt centrale opgaver. Først og fremmest skal vi forsvare den nationale suverænitet. Vi skal genvinde kontrollen over nøgleområder som indvandring, familiepolitik, energi og uddannelse – områder, som EU i stigende grad tager til sig under betegnelsen “delt kompetence”. Dernæst skal vi genoprette den demokratiske legitimitet. Europas borgere skal ikke regeres af teknokrater. Det eneste folkevalgte EU-organ – Parlamentet – bør styrkes, mens Kommissionen skal begrænses og vende tilbage til en støttende rolle, ikke en styrende. Og så skal vi beskytte ytringsfriheden. Bruxelles’ ideologiske ensretning truer mangfoldigheden. Loven mod såkaldt hadtale er så bredt formuleret, at den giver mulighed for censur af konservative, traditionelle eller blot anderledes synspunkter – særligt når det handler om migration, køn og familie.

Men udviklingen er ved at vende. I Portugal skrev vi historie i marts 2024, da CHEGA blev næststørste parti, sikrede os 60 mandater og overhalede det tidligere dominerende Socialistparti. Det var ikke en tilfældighed. Det var en tydelig afvisning af ideologisk tvang, bureaukratisk formynderi og en politisk klasse, der har tiet om EU’s overgreb.

Det er ikke kun i Portugal. Over hele Europa – fra Polen til Frankrig, fra Sverige til Østrig – vinder lignende bevægelser frem. Hvis der var EU-valg i dag, ville magtbalancen i Europa-Parlamentet se markant anderledes ud. Patrioter og fortalere for national suverænitet ville give stemme til millioner.

For lande som Portugal er centraliseringen i EU kommet med en høj pris. I integrationens navn har vi afgivet store dele af vores suverænitet – ikke kun i lovgivningen, men også i vores identitet.

Vi blev tvunget til at opgive vores maritime kald – en af Europas ældste og mest strategiske styrker. EU’s fiskeripolitik smadrede store dele af vores flåde, og landbrugskvoter tømte vores landdistrikter. De mange løfter om “modernisering” blev til afhængighed af støtteordninger – et folk af sømænd, bønder og iværksættere blev gjort til klienter i et bureaukratisk system.

Portugals atlantiske placering – engang udgangspunkt for handel og opdagelser – er blevet overset i stedet for udnyttet. EU har aldrig haft en reel plan for at gøre Portugal til centrum for innovation eller energi. I stedet er vi blevet sat udenfor, holdt fast i regler, vi ikke har været med til at skrive, og aftaler, vi ikke har fået lov at deltage i.

Vi bliver set som Europas udkant – men i virkeligheden er vi dens maritime midtpunkt. At EU nægter at anerkende den sandhed, svækker ikke kun Portugal, men hele det europæiske projekt.

Hvis den nuværende føderalistiske kurs får lov at fortsætte uden modspil, ender EU som en overstatslig konstruktion med minimal demokratisk legitimitet, en ideologisk maskine uden plads til uenighed, en struktur, der skubber nationale parlamenter og vælgere ud på sidelinjen og et bureaukrati, der belønner underkastelse frem for vision.

Hvis vi vil bremse den udvikling, må vi derfor kræve traktatreformer, så nærhedsprincippet bliver genoprettet, indgå alliancer på tværs af medlemslande for at forsvare lokal beslutningsret, styrke de nationale parlamenter som det sande centrum for politisk suverænitet og frem for alt genvinde stoltheden over vores kulturelle, historiske og civilisatoriske rødder.

Europa skal tilhøre sine egne folk. For vores sag er ikke imod Europa – den er for Europa i den mest ægte betydning: et Europa af nationer – suveræne, forskellige, stolte. Et Europa, der bygger på samarbejde uden at slette identiteter. Et Europa, der løfter alle sine borgere – ikke kun de centrale magter og deres ideologiske partnere.

Vi ønsker samarbejde, ikke tvang. Vi ønsker dialog, ikke censur. Vi ønsker demokrati, ikke teknokrati. Tiden er kommet til at stå fast. For suverænitet. For sandheden. For Europa.