af Frederik Christensen, Cand.scient.pol med speciale i udenrigspolitik

Hitchens og multikulturalismens kujoneri

Den nu afdøde selverklærede socialist, polemiker og debattør Christopher Hitchens (1949-2011) skrev, at barbarerne aldrig indtager byen, før der er nogen, der holder porten åben for dem – og at det vil være de såkaldte multikulturelle autoriteter, der vil slå den port på vid gab. Den engelsk-amerikanske litteraturkritiker og journalist, der i særdeleshed var inspireret af George Orwells forfatterskab, så skriften på væggen tidligt. På trods af hans socialistiske orientering – noget han i øvrigt havde til fælles med Orwell – var Hitchens en af de få europæiske intellektuelle, der indædt kæmpede for Danmark og danskerne ret til at ytre sig frit under Muhammedkrisen, alt imens de talende klasser mere eller mindre var som forstummet eller endda agerede islamiske apologeter. Som Hitchens dengang skrev i det amerikanske magasin Slate:” The incredible thing about the ongoing Kristallnacht against Denmark…is that it has resulted in, not opprobrium for the religion that perpetrates and excuses it, but increased respectability!”

Hvis Hitchens havde været i live i dag, havde han utvivlsomt været forfærdet over Europas tilstand men formentlig ingenlunde overrasket. I forfatterens eget fødeland har hans forudsigelser på gruopvækkende vis mere eller mindre vist sig at være sande.

I starten af året kunne den engelske avis, The Telegraph, nemlig i en længere artikel dokumentere, hvordan systematisk gruppevold og gruppevoldtægter af engelske arbejderklassepiger var blevet tysset ihjel af myndighederne (en sag vi i øvrigt til dels kan takke Elon Musk for, gik viralt). Gerningsmændene var primært af pakistansk afstamning, og myndighederne turde derfor ikke gribe ind af frygt for at blive beskyldt for racisme og fremmedhad. Multikulturalismen havde med andre ord holdt hånden over voldtægtsmænd og sadister, eller som Hitchens ville have udtrykt det: slået porten på vid gab for barbariet.

Den amerikanske reprimande

Godt en måned efter holdt den amerikanske præsident J.D. Vance sin nu ’kontroversielle’ tale i München, hvori han fordømte den europæiske elite i hårde vendinger.

Vance beskyldte europæerne for at mangle selvindsigt og dermed overse en trussel mod Europa, der i stigende grad kom indefra. Man undres her over, at de mere privilegerede europæere og vesterlændinge generelt har mestret evnen til at praktisere selvhad, hvad angår vores vigtigste traditioner og institutioner såsom familien, det heteroseksuelle, monogame forhold og troen på Gud, som alt sammen ses som noget tyrannisk og repressivt, mens samme gruppe på ingen måde vil vedkende sig de netop dekadente sider af kulturen, og gør her i stedet anklageren til skyldneren – Vance bliver den forhadte budbringer.

Europæernes reaktion på Vances tale var måske delvist berettiget, da det amerikanske samfund i den grad også lider under opløsende tendenser. Forskellen er dog bare, at Trump og amerikanerne faktisk forsøger at gøre noget – om end ikke altid med succes – mens det europæiske lederskab lader stå til. Trump har, modsat sin første embedsperiode, som historiker Christian Egander skov påpegede det i en nylig artikel i Altinget, fremsat en positiv vision for det amerikanske samfund; en vision der vil værne om normaliteten. Trump har eksempelvis underskrevet et dekret om, at der kun findes to køn – hvilket overraskende mange, vores Statsminister tilsyneladende inkluderet, er uenige i – og at mænd ikke må konkurrere i kvindesport, til stor hyldest for (og fra) de kvinder, der gang på gang har måtte opgive podiepladsen til en mand, som pludselig en morgen vågnede op og følte sig feminin – en beslutning, må man jo forstå, der er udtryk for personens sande og autentiske jeg og ikke rendyrket narcissisme og opportunisme.

Endvidere har Trump sørget for faktisk at deportere kriminelle udlændige snarere end bare at tale om det. Ja, han er faktisk i gang med at give hans vælgere det politiske program, de har stemt på – hvilket selvfølgelig er næsten lige så chokerende for det europæiske lederskab, som det er fremmed for dem.

Europa har da også brugt størstedelen af det nye år på at rase over det amerikanske lederskab. Og midt i al den afgrundsløse vrede, bliver man selvfølgelig fristet til at spørge, hvad Europa så egentlig selv har at byde på af visionære forestillinger for fremtiden? Hvis der overhovedet er nogen, er de i hvert fald svære at få øje på.

Lige nu definerer vi os selv overvejende negativt: som modsætningen til USA.

Men betyder det så ligeledes, at vi er for ideen om, at køn ikke er binært, at mænd selvfølgelig skal have lov til at deltage i kvindesport, og at kriminelle udlændinge på ingen måde skal deporteres? Vores Statsminister vil vist ikke udelukke det første, og det er uklart, hvad hun mener om det mellemste for slet ikke at tale om det sidste.

På handelsområdet har USA forsøgt at isolere Kina økonomisk (hvilket selvfølgelig bør kombineres med diplomati og afspænding), og reducere et historisk stort handelsunderskud ved at forsøge at opnå mere gunstige handelsaftaler med sine allierede. Desuden er Trumps handlinger, ifølge den geopolitiske ekspert Walter Mead, et forsøg på at omkalfatre de globale institutioner, som mestendels befolkes af en elite, der i højere grad går op i imaginære snarere end reelle problemer. Dette kan på sigt også komme Europa til gode, da det kan føre til en reel borgerlig renæssance, som de fleste danske borgerlige dog, i min optik, er for blinde til at se, fordi de til stadighed er konservative med et liberalt fortegn.

Længe skulle der dog heller ikke gå før EU og Danmark fik travlt med at bejle til den kommunistiske stormagt, med en ny handelsaftale. Mens man havde travlt med at sammenligne Trump, Musk og Vance med Hitler, Himmler og Goebbels, havde man altså ikke noget problem med at rykke tættere økonomisk på en nation, der faktisk og systematisk undertrykker store dele af befolkningen. Igen, som jeg har påpeget i en tidligere artikel i nærværende medie, virker regeringen til at have fået deres ”pragmatiske idealisme” galt i halsen. Hykleri virker her til at være et passende ord. Man efterlades derfor med et nyt spørgsmål affødt af det indledende: hvor er den positive vision, Europa?

I forlængelse af Vances kritik af Europas kulturelle selvmord italesatte vicepræsidenten yderligere, at den totalitarisme som Europa stod i opposition til under den kolde krig var begyndt at vise sit grimme ansigt på kontinentet. Valgresultater i Østeuropa er af flere gange blevet omstødt – støttet af EU; kandidater er blevet udelukket fra at stille op – hvoraf Marine Le Pens nylige dom står som det mest skandaløse eksempel; og den kristne tro bliver mere og mere undertrykt i offentligheden, ja sågar i det private.

Kriminaliseringen af den kristne tro i England er et klokkeklart eksempel på dette. I Storbritannien kan du blive arresteret for at bede ude foran en abortklinik eller for at promovere kristne synspunkter i undervisningen. I en stat i Australien – et land der geografisk ikke er en del af Europa, men som kulturelt bestemt er det – er det netop blevet ulovligt for kristne at bede, hvis det “krænker” en anden persons seksualitet, også selvom personen som bønnen er rettet imod, har givet samtykke til det! Her ville Hitchens formentlig have erklæret sig enig med den amerikanske politiske kommentator, Matt Walsh, der kaldte lovgivningen for ’Orwelliansk’. Samtidig er man ved at tillade bønnekald fra minareten i en af de største moskéer i Sydney. Mens Kristendommen bliver kriminaliseret, bliver Islam institutionaliseret.

Buckleys advarsel

Få kan siges at have været så forudseende som den amerikanske konservative William F. Buckley, grundlægger af det konservative tidsskrift ”National Review” (et godt sted at starte, hvis man vil forsøge at forstå Trump), og det politiske debatprogram ”The Firing Line”. I bogen ”God and Man at Yale” fra 1951 advarede Buckley – som i øvrigt havde flere debatter mod førnævnte Christopher Hitchens – mod det han så som den tiltagende sekularisering af undervisning og pensum på eliteuniversiteterne, med den effekt at den kristne tro med tiden ville blive anset som værende “anti-videnskabelig”. I dag er kristendommen da også fuldstændig forsvundet for universitetets gange, og er i stedet blevet erstattet af fjerdebølges feminisme, queer studier og post-kolonialisme, som ironisk nok er et frontalangreb på selve ideen om videnskab. Dette understreger dog blot vigtigheden af troen, da selve videnskaben jo i sig selv bygger på en tro; en tro på at denne kan lede os frem til det sande. For hvorfor ellers bedrive videnskab?

Det er derfor paradoksalt, at mens Buckley var bekymret for den stigende sekularisering han observerede i akademiet, er såkaldte danske borgerlige i dag bekymrede for det opgør, der bliver taget med selvsamme sekularisering, som qua ovenstående tydeligvis er gået over gevind. De skælder Trump administrationen hæder og ære fra, mens de italesætter vigtigheden af at værne om abstrakte idealer, institutioner og den ”liberale orden” som i en febervildelse. Samtidig indlemmer vi i al hast det ene arabiske ord efter det andet i vores ordbog, opfører moskeer og tillader bønnekald på Rådhuspladsen, alt imens medlemstallet til den danske Folkekirke rasler ned og tidsløse salme- og højskolesange bliver dømt ”krænkende”. Vi kritiserer effekten af noget snarere end at forstå årsagen. Men Trump er en reaktion på en generel kulturel og politisk neglekt. En sygdom, der ligeledes har spredt sig til Europa.

Den uhellige alliance

Hitchens beskrivelse af multikulturalismens tolerance af det intolerante ses måske intet sted mere tydeligt end i den bizarre – men alligevel forventelige – koalition mellem unge, især kvindelige, intersekstionelle feminister, LGBT+ aktivister og Hamas, en dødskult der ser førstnævnte gruppe som vantro og blasfemiske. Alligevel blev der i perioden efter den 7. oktober, hvor det mest barbariske angreb mod jøder siden holocaust fandt sted, afholdt utallige demonstrationer mod Israel. Dette kulminerede bl.a. i videoer fra Københavns Universitet, hvor unge kvinder kunne blive set råbe og skrige af Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen grundet regeringens støtte til den jødiske stat – den eneste jødiske stat vel og mærke. I en anden video bekendtgør en ung kvinde over for Løkke, at hun  var ”mega glad for at Hamas tog den beslutning den 7. oktober”. Her har vi altså et multikulturelt segment, der vitterligt hylder barbarismen, og alligevel er det Trump og MAGA bevægelsen, vi går og frygter mest.

Men er det ikke netop Trump, der har formået at stå imod den venstreradikale kulturradikalisme? De liberal-konservative meningsdannere skriver stolper op og stolper ned i disse dage om hvordan Trump nærmest er djævlen inkarneret, fordi at han er ublu og ikke emanerer traditionelle konservative normer og dyder. Men hans politik forsøger i det mindste at værne om dem. Hvis man er en del af denne borgerlige gruppe, der ikke kan udstå Trump (på amerikansk en ”never-Trumper”), bør man seriøst overveje, hvordan man ellers vil vinde den igangværende – og intensiverende – kulturkamp, mod en politisk opposition der ikke skyer nogen midler?

Korruptionen af akademiet

I en artikel i Altinget fra den 7. april skrev redaktøren for nærværende medie om, hvordan universiteterne er underlagt en ideologisk indoktrinering, hvor evnen til at udtrykke de korrekte holdninger snarere end selvstændig tænkning, er blevet akademiets formål. Ud med dannelsen, ind med ensretningen. Dette er en udvikling, som jeg selv kan nikke genkendende til. Eksempelvis har jeg siddet til forelæsning på Sciences Po i Frankrig og oplevet studerende, der ikke så noget galt i at lave sabotage eller sågar likvidere enkeltpersoner, hvis det avancerede klimakampen. Dette blev alt sammen hjulpet godt på vej af en engelsk lektor, hvis fokus i højere grad var på at lære den studerende, hvordan man blev en førsteklasses revolutionær snarere end et reflekteret og rationelt tænkende menneske. Dette tillades, mens konservative studerende kaldes nazister og nærmest jages ud af universiteterne og det der er værre af autonome, revolutionære typer, hvis eneste formål er at rive op i det bestående og så kaos. Men igen: det er Trump, som den borgerlige mand og kvinde er bange for?

Trump som tragisk figur

Hanson og den amerikanske politiske kommentator, forfatter og satiriker, Andrew Klavan, har beskrevet Trump som en tragisk figur. Altså underforstået en person der må træffe de svære valg, hvor alle alternativer uundgåeligt vil medføre tab. Så mens Trump værner om vores civilisatoriske arv på en til tider bastant og utilstedelig måde, undergravede hans forgængere selvsamme arv under dække af at være karismatiske og charmerende statsmænd, der ønskede at værne om status quo.

Ifølge Klavan er Trump sammenlignelig med karakteren fra de klassiske John Wayne og Clint Eastwood film. Den uperfekte og til tider også uciviliserede hovedperson der dog netop grundet de karaktertræk ved, hvad der lurer under civilisationens tynde lag. Han må træde til, når alle andre har fralagt sig ansvaret eller nægter at se realiteterne i øjnene. Troen på at man kunne gøre autoritære regimer til en ’ansvarlig interessent’ i en liberal verdensorden, tjener formentlig som det bedste eksempel på denne manglende erkendelse af virkeligheden. Det er derfor en illusion at tro, at vores civile orden er i opbrud som følge af Trump. Donald J. Trump skal i stedet forstås som en reaktion på erosionen af vores kultur, ligesom Brexit var en reaktion på EU’s fallit. Trump er den, der træder til, når alle andre valg og muligheder er udtømte, og han vil derfor aldrig opnå anerkendelse, fordi han er en figur, man ikke kan anerkende. Dét gør ham tragisk – og den tragedie har været længe undervejs.

Fagre nye papirverden

I den sidste halvdel af 1970’erne skrev den politiske teoretiker Michael Walzer at “…FN foregiver…at være noget, det knap nok er begyndt at blive, og derfor vækker dets dekreter hverken intellektuel eller moralsk respekt – undtagen blandt de positivistiske jurister, hvis opgave det er at fortolke dem” og at disse jurister  ”har konstrueret en papirverden, som er langt fra den virkelighed, resten af os befinder os i”. Om end meget kan siges at have ændret sig, siden Walzer proklamerede dette for omtrent 48 år siden, er dette udsagn vel næppe mere sandt end i dag. Verden har måske aldrig været så forskelligartet, og Europa har ligeledes formentlig aldrig stået så alene globalt. Ikke desto mindre hævder vi, at vi i Europa (og Vesten generelt) aldrig har stået så tæt sammen.

Men hvad er det egentlig, vi står sammen om? Vi hævder at være bundet sammen af såkaldte “liberal-demokratiske” værdier. Men det er værdier, som i det store hele har taget mere hensyn til minoritetsrettigheder end almenvellet. Den almene europæers præferencer og de etablerede traditioner og institutioner der har formet os, er blevet negligeret. Når historiker Christian Egander Skov derfor deler den borgerlige lejr op i dem, der gerne vil reformere det bestående inden for systemet, og dem, der gerne vil reformere selve systemet, så glemmer han den tredje gruppe, der ser institutionerne som et muligt gode, så længe de værner om og revitaliserer den kulturelle arv. Mange af de såkaldte liberale institutioner, gør dog i øjeblikket det modsatte. Eksempelvis binder FN’s dekreter og konventioner Danmark på hænder og fødder, med den konsekvens, at vi ikke kan sende kriminelle udlændinge ud af landet; ligesom at EU’s kafkaske forordninger og direktiver i stigende grad dikterer dansk lovgivning. Det er kulminationen på den ”papirverden”, Walzer beskriver.

Den ’syge mand’ i Europa ER Europa selv

Jean Jacques Rousseau skrev at mennesket alle steder er født frit, men bliver holdt slavebundet af samfundet. Det er en usandhed, da det åbenlyst er det modsatte, der har vist sig sandt. Kristendommens fremkomst var afgørende i at sikre det civiliserede liv og hæve mennesket over barbarismen. Før kristendommen kan man sige, som Hobbes skrev, at livet var “nasty, brutish and short”. Det var det selvfølgelig også efter, men et frø var plantet. Den reelle progressivisme (lad os kalde det fremgang) som man ironisk tillægger alt andet i dag, skyldes netop kristendommen. Men det fundament er i dag ved at blive undermineret. Hitchens havde ret i sin fordømmelse af multikulturalismen, men var naiv i sin tro på at islamismen og den kulturelle narcissisme, kunne besvares af sekularismen. For mens det Osmanniske rige i sine døende timer blev refereret til som den ”syge mand i Europa” (”The Sick Man of Europe”), er den diagnose i dag mest rammende for selve Europa. Som militærhistoriker og klassicist, Victor Davis Hanson, illustrerede det i sin bog ”The End of Everything” fra sidste år, er et af kendetegnene for en døende civilisation et indre kollaps, der åbner dørene for det uciviliserede, præcis som beskrevet af Hitchens.

Vi må derfor lade os inspirere af Buckley. For det kræver netop en genkomst og genbekræftelse af vores kulturelle arv – især på akademiet – hvis vi vil undgå, at Rousseau i sidste ende får ret. Et godt sted at starte, og derfor et godt sted for mig at slutte, er netop med Christopher Hitchens ”Letters to A Young Contrarian” fra 2001, som er en hyldest til dissidenten – og dermed selvfølgelig den kontrære – men endnu vigtigere: en opfordring til at stå fast på det, man mener, er sandt, også når det gør ondt og den offentlige opinion ikke nødvendigvis står bi. I en tid præget af kvælende konformitet er det ikke bare ønskværdigt men bydende nødvendigt med en grundlæggende kritisk stillingtagen til tidens politiske og kulturelle dogmer. Lykkes dette, kan vi måske mønstre en ny kulturel renæssance. Indtil da må vi sætte vores lid til Grundtvigs håbefulde ord: ”Tidernes løb er sent og sært, hyrdernes tid synes omme; dog har os tidens fylde lært, senest den bedste kan komme”