af Lucas Zukunft, cand.mag. i religionsvidenskab og historie og medlem af Konservativ Ungdom

De siger, de forsvarer ytringsfriheden. De siger, de kæmper for mangfoldighed. De siger, de ønsker en åben debat. Men når man kradser i overfladen, står et helt andet billede klart: Den ekstreme venstrefløj er ikke demokratiets vogter. Den er dets største trussel.

For det handler ikke om samtale, det handler om kontrol. Det handler ikke om uenighed, det handler om udrensning. Og det handler ikke om at møde argumenter med bedre argumenter – det handler om at lukke munden på modstanderen – helst permanent.

I dagens Danmark skal man ikke engang mene noget kontroversielt for at blive stemplet som ekstremist. Det er nok at afvige bare en millimeter fra venstrefløjens ideologiske manuskript. Prøv at sige, at der findes to biologiske køn. Prøv at foreslå, at racismeparagraffen er problematisk. Prøv at pege på, at islam ikke er hævet over kritik. Prøv det – og se, hvor hurtigt du bliver hængt ud som hadtaler, nazist, psykopat eller decideret farlig for samfundet.

Det er ikke bare hård debat. Det er systematisk, målrettet udskamning. Det er, at man mister job, venner og muligheder, fordi man sagde noget, nogen ikke brød sig om. Det er, at folketingsmedlemmer og ministre ikke kan tale uden at blive overdøvet af megafoner. Det er, at folk får slettet deres profiler, deres platforme, deres stemme. Ikke fordi de lyver. Ikke fordi de truer. Men fordi de mener noget andet.

Vi har efterhånden hørt det så mange gange, at det er blevet komisk: En venstrefløjsaktivist begår hærværk til en demonstration, og det er ytringsfrihed. En konservativ skribent kritiserer kønsideologi, og det er hadtale. En kunstner piller ved kristendommen, og det er kunst. En satiretegning af Muhammed, og det er islamofobi.

Venstrefløjen har ikke misforstået begrebet ytringsfrihed. De har forstået det alt for godt – og de bruger det kynisk som våben. Når deres stemmer angribes, skriger de op om censur. Men når andre stemmer siger noget, de ikke kan lide, kalder de det for hadtale, strukturel vold eller sproglig undertrykkelse – og kræver censur, eksklusion og boykot.

Det er hykleri i sin reneste form. Og det er ikke bare irriterende for os borgerlige. Det er decideret farligt.

I generationer har vi lært, at demokratiet bygger på samtale. På, at vi lytter til hinanden og at vi kan være uenige uden at være fjender. Men hvad sker der, når uenighed ikke længere tolereres? Når diskussioner ikke må finde sted? Når nogle emner er forbudte, og nogle perspektiver forbudte? Så får vi et sygt samfund. Et samfund, hvor unge mennesker ikke tør sige deres mening. Hvor studerende censurerer sig selv for ikke at blive udstødt. Hvor lærere undgår bestemte emner. Hvor intellektuel nysgerrighed erstattes af frygt.

Venstrefløjens aktivisme har skabt en ny form for censur: Den sociale. Den findes ikke i lovtekster (selvom de arbejder på det). Den findes i fællesskaber, på universiteter, i medier, i arbejdspladser. Og den virker. Det er en censur, der lammer folk, inden de overhovedet har åbnet munden.

Hvordan er vi nået hertil? Hvordan er Danmark blevet et land, hvor kritik af en religion – én specifik religion – forbydes ved lov? Hvordan er vi endt med en racismeparagraf, der kriminaliserer holdninger, fordi nogen bliver stødt?

Racismeparagraffen og koranloven er ikke redskaber mod had. De er redskaber mod debat. De er brugt til at definere bestemte holdninger som ulovlige, fordi de ikke stemmer overens med den herskende ideologi. Det er meningskontrol, ogg det er uforeneligt med et frit samfund.

Hvis vi vil værne om demokratiet, skal disse love afskaffes. Ikke reformeres. Ikke rettes til. Afskaffes. For frihed til at tale frit er ikke forbeholdt dem, der siger det rigtige. Den gælder alle. Også dem, du er uenig med.

Et nyligt eksempel udstiller venstrefløjens hykleri i al sin blottede pragt: Ved næste skolevalg har Folketingets præsidium valgt at forbyde mærkesagen “Anerkend Palæstina som selvstændig stat”. Det har fået venstrefløjen til at eksplodere. Nu taler de pludselig om ytringsfrihed. Nu er det “censur” og “udemokratisk”. Nu er det alvor.

Men lad os minde dem om, hvad de selv har gjort. Det var dem, der med alle midler forhindrede, at højrefløjen kunne få mærkesagen “hårdere straffe for vold og overgreb” på skolevalgslisten. Det var dem, der forsøgte at forbyde enhver nævnelse af seksuelle overgreb – fordi det kunne støde nogen. Det var dem, der pressede på for at stoppe Dansk Folkepartis Ungdoms uddeling af kampagnemateriale. De har opført sig som portvogtere for den offentlige samtale, men pludselig – når de selv rammes – så er det hele en skandale.

Det er et hykleri, der burde gøre dem komplet utroværdige i enhver ytringsfrihedsdebat. Jeg synes godt, vi kan debattere Israel/Palæstina til skolevalg – faktisk mener jeg, det er vigtigt. Men jeg synes også, vi skal kunne tale om overgreb, om straf, om indvandring og islam. Vi skal kunne tale om alt. Jeg står nemlig på ytringsfrihedens side hver gang – også når det gør ondt. Venstrefløjen står der kun, når det passer dem selv.

Det måske mest patetiske aspekt ved det hele er, hvor meget venstrefløjen klapper sig selv på skuldrene. Som om det kræver mod at mene præcis det samme som alle på din studiegang, alle i dine sociale medier, alle på din arbejdsplads. Som om det er heltemodigt at skrive kronikker, hvor du bekræfter det dominerende narrativ. Som om det er radikalt at sige noget, DR og Politiken allerede har sagt 300 gange. Det gør dig simpelthen ikke til en modig debattør.

Der er intet modigt i at følge flokken. Det kræver mod at stå udenfor. Det kræver mod at sige det, der ikke er populært. Det kræver mod at tænke selv. Og det er derfor det er vigtigt, at vi beskytter dem, der tør.

Når en konservativ studerende ikke tør tage ordet i undervisningen. Når en lærer skal frygte fyring – og sågar dødstrusler – for at vise en Muhammed-tegning. Når talrige borgerlige folketingskandidater må have politibeskyttelse. Når en skeptisk stemme ikke bliver inviteret i medierne. Så er det ikke længere en debat. Så er det en monolog.

Venstrefløjen forsøger at omdanne verden til ét stort safe space – hvor de eneste stemmer, der får lov at tale, er dem, der allerede er enige. Men et samfund uden uenighed er ikke trygt. Det er totalitært.

Vi skal turde høre det, vi ikke kan lide. Vi skal turde blive modsagt. Vi skal turde lade dem tale, vi ikke forstår eller er enige med. For kun derfra kan vi blive klogere. Og kun derfra kan vi have et ægte demokrati.

Vi skal begynde med det mest åbenlyse: Afskaffe racismeparagraffen og koranloven. Vi skal droppe alle idéer om hadtale som juridisk kategori – for hvem definerer, hvad had er? Venstrefløjen? Twitter? Justitsministeriet?

Dernæst skal vi tage kulturen tilbage. Vi skal opmuntre unge mennesker til at sige deres mening. Uanset hvad den er. Vi skal sige højt og tydeligt, at det er okay at være uenig. At det er okay at mene noget andet. At du ikke er ond, fordi du stiller spørgsmål. Og så skal vi afsløre hykleriet, hver gang det viser sig.

Hvis du virkelig elsker demokratiet, så lær at leve med dine modstandere. Lad være med at ødelægge dem. Argumentér med dem. Tal med dem. Lyt, selv når det gør ondt. Især når det gør ondt.

Venstrefløjens projekt er ikke frihed. Det er kontrol. Deres metode er ikke samtale. Det er tavshed. Deres mål er ikke fællesskab. Det er ensretning.

Og hvis vi ikke sætter os imod det nu, så ender vi med at miste det, vi alle sammen tager for givet: Retten til at tale. Retten til at tænke. Retten til at være menneske.

Derfor må vi – på tværs af forskelle – stå sammen og sige det, som venstrefløjen hader allermest at høre:

”Vi er ikke enige med jer. Men vi tier ikke.”