Af Marie Sinding, Social- og Sundhedsordfører for Konservativ Ungdom og fast klummeskribent på Modstrømmen

Hvert år bruger vi millioner af skattekroner på muslimske friskoler, der opdrager børn til at vende Danmark ryggen. Det er skoler, som ikke blot formidler undervisning, men indoktrinerer børn i en ideologi, der står i direkte modstrid med de værdier, vores samfund bygger på. Man kan kalde det mangfoldighed eller tolerance, men ordene ændrer ikke på konsekvensen. Ligestilling, ytringsfrihed og demokratisk dannelse skubbes i baggrunden.

I skoleåret 2023-2024 fandtes der 22 muslimske frie grundskoler i Danmark. Disse skoler modtager 76 procent af deres drift fra den danske stat. Vi finansierer altså selv grundlaget for den splittelse, vi samtidig bruger milliarder af kroner på at forsøge at bekæmpe. Børn undervises i en virkelighed, hvor islam har førsteprioritet, og hvor danske værdier spiller andenviolin.

I 2023 blev det afsløret, at der på en muslimsk friskole i Helsingør foregik undervisning, hvor drenge og piger blev adskilt under bøn i skolens kælder. Drengene blev placeret forrest, hvor de skulle recitere Koranen og lære at lede bønnen. En af drengene fremsagde en religiøs tekst på tyrkisk eller arabisk, hvorefter de øvrige drenge gentog ordene i kor. Pigerne blev bedt om at tage tørklæde på, sætte sig bagerst og tie stille. Hvis ikke dét er et frontalangreb på ligestilling og moderne dannelse, hvad er så?

Det er åbenbart nødvendigt at minde disse skoler og samtlige politikere om, hvad der står skrevet i Friskoleloven. For allerede i §1 slås det klart fast, at “Skolerne skal efter deres formål og i hele deres virke forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes demokratiske dannelse og deres kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene.” Det er en klar forpligtelse, som alle slags friskoler i Danmark må underordne sig. Når børn undervises i kønsopdeling, tavshed og religiøs autoritet, er det ikke blot i strid med danske værdier i bred forstand, men i direkte modstrid med lovens ord og ånd. Og det er naivt at tro, at et samfund kan forblive sammenhængende, hvis der allerede i skolen accepteres systematisk adskillelse, kønsopdeling og indlæring af underkastelse.

Alligevel bliver disse forhold ofte bortforklaret med henvisning til tolerance og multikulturalisme. Som om enhver kritik er udtryk for snæversyn. Men tolerance kan ikke fungere som et fripas til at tilsidesætte fælles normer. Når staten accepterer, at offentligt støttede skoler arbejder efter normer, der grundlæggende kolliderer med det samfund, de er en del af, er det ikke rummelighed. Det er et fravalg af det fælles fundament, som hele skolevæsenet er sat i verden for at bære videre.

Skolen er ikke en neutral ramme, men en af samfundets vigtigste dannelsesinstitutioner. Det er her, børn lærer, hvad fællesskab betyder, og hvilke spilleregler der gælder. Når børn i stedet opdrages i miljøer, hvor deres primære loyalitet formes i opposition til det omgivende samfund, svækkes deres mulighed for at deltage på lige fod. Konsekvensen er ikke mangfoldighed, men afstand, mistillid og i sidste ende parallelsamfund.

Et samfund, der tager sine egne værdier alvorligt, kan ikke fortsætte med at finansiere institutioner, der systematisk undergraver dem. Statsstøtten til islamiske friskoler, som sætter religiøse normer over ligestilling, frihed og demokratisk dannelse, må ophøre. Og de skoler, der ikke kan eller vil indrette sig efter disse grundlæggende krav, skal lukkes. Alt andet er et bevidst valg om at se bort fra konsekvenserne og lade det danske fællesskab betale prisen.