Af Romeo Troelsgaard, debatredaktør på Modstrømmen

Det summer af liv på Christiansborg, som det gør altid den første tirsdag i oktober. Men denne gang var det ikke den samme glade feststemning, der normalt pryder »demokratiets festdag«, som politikerne elsker at kalde den.

Der bliver gået hurtigt gennem gangene. Journalister står med mikrofonerne klar, mens politikere hilser på hinanden, giver hånd og forsvinder videre rundt om hjørnerne. Et par steder står små grupper tæt sammen og taler lavmælt.

For under den pæne og festlige overflade lå en tydelig uro. Der var noget, der ikke føltes helt, som det plejede. Udover personlige nedture og ambivalente følelser hos den afgående og den nye formand for Folketinget er der også et hav af kriser, skandaler og politiske slagsmål, der som en grå sky svæver over den ellers solrige og Dannebrogsbeklædte Slotsholm.

De værste PISA-resultater nogensinde, lækkede CPR-numre, droneskandalen, uddelingen af over 2.000 statsborgerskaber uden nogen form for screening, skattestigninger i bunden, udnævnelsen af Henrik Frandsen som formand for Folketinget, politiets massive henlæggelser af sager, fingeraftrykssagen og meget, meget mere.

Det er mange historier at have med sig ind ad dørene til Christiansborg.

Den nye regering står som en regering, der allerede fra begyndelsen er blevet presset fra flere sider. Internt ulmer utilfredsheden, mens Alternativet efter de opsigtsvækkende historier om Henrik Frandsens salg af bolig i Tønder har valgt at trække støtten til formanden.

Men der var dog én ting, der overskyggede næsten alt andet og var samtaleemnet rundt på Christiansborgs gange.

Den afgående folketingsformand, Søren Gade.

Hans navn dukker op igen og igen. Man hører det i forbifarten, når politikere passerer hinanden. Journalisterne har telefonerne fremme, og enkelte står med blikket rettet mod udgangene, når en politiker kommer gående for de ved hvor de er på vej hen.

Mandag aften offentliggjorde Jyllands-Posten et portræt af den tidligere forsvarsminister og nu afgående formand. Artiklen satte tydelige spor rundt på Christiansborgs gange allerede, inden Folketingets åbning officielt var gået i gang.

Lars Løkke Rasmussen udtalte til TV 2, at han fik helt ondt i hjertet af at læse portrættet og kaldte Jyllands-Postens artikel »ualmindeligt trist og svinsk«. Og Troels Lund Poulsen udtalte, at portrættet var »ualmindeligt trist og svinsk«.

Ordene hænger lidt i luften, når man går gennem gangene. Det er ikke længere kun en artikel på en skærm. Den er blevet til noget, politikerne taler om ansigt til ansigt.

Portrættet var en kavalkade af anonyme kilder, der på sin vis fik karaktermyrdet den afgående formand. Han skulle eftersigende være doven, pengegrisk og højtråbende, når han ikke vil få sit smørrebrød.

Det er ikke den slags beskrivelse, der normalt forsvinder ubemærket ind mellem Christiansborgs mange andre historier.

Da klokken var ved at være 11.30, endte jeg med at traske mod folketingssalen med MF’erne Christian Kirk, Malte Larsen og manden, der nok er ekstra glad for, at den nye politiske sæson er blevet skudt i gang, Allan Feldt, der netop har fået alle sine ordførerposter tilbage.

Skoene rammer det hårde gulv, mens vi bevæger os mod salen. Folk passerer os i begge retninger. Nogle stopper op for at hilse, andre fortsætter med telefonen i hånden. En tydelig energi og spændthed kunne mærkes på disse politikere, der skulle ind til deres første åbning af Folketinget.

Kort efter begyndte salen at fyldes. Kongeparret og prinsesse Benedikte fik møvet sig ind i kongelogen. Så blev Henrik Frandsen budt velkommen på talerstolen af Lars Løkke Rasmussen, der stod som et symbol på regeringens faste greb om magten i og med, at udnævnelsen af Frandsen mere eller mindre kan koges ned til, at regeringen kan få flertal i præsidiet.

Blikkene samler sig mod talerstolen. Rundt omkring i salen bliver hvisket de sidste ord, inden klokken ringer.

I sin tale fik Frandsen sagt utrolig meget »øhh«, virkede, som om han lige havde fået et talepapir stykket i hånden, og jeg ved ikke, om det blot var, fordi jeg sad et ringe sted i salen, men jeg synes, han talte meget lavt. Det var nærmest, som om han sad på teenageværelset med sine sovende forældre i det andet rum. Der var i hvert fald kontrast til ham og til den erfarne Lars Løkke, som talte før ham.

Jeg kunne se hovederne rundt omkring i salen bevæge sig en anelse fremad, som om folk forsøgte at få det hele med. Og oppe fra tilskuerrækken lagde jeg mærke til, at Frandsen nikkede medgivende med hovedet under statsministerens redegørelse. Et lille nik.

Og det skriger simpelthen allerede til himlen, at han kommer til at spørge »hvor højt?«, når Mette Frederiksen og Lars Løkke siger, han skal hoppe.

Mette Frederiksen gik på talerstolen og holdt sin 8. åbningstale. Den var en af de bedre, hun har holdt. Talen var dog meget generisk og en såkaldt klassisk Mette Frederiksens tale. Det er hårde tider, kriser raser derude, og hun tegner et Danmark op, som er bygget af Socialdemokratiet og kun kan reddes af selv samme Socialdemokrati.

Der bliver stille, da hun begynder. Mikrofonen tager over, og hendes stemme fylder salen. Politikerne sidder på deres pladser, mens blikkene igen samler sig om talerstolen.

Når hun talte om udlændingepolitik, blev kun de kriminelle nævnt, hvilket nok var, så Martin Lidegaard og Lars Løkke ikke ville rynke på næsen. Det er bare trist, at Radikale Venstre og deres kulturrelativistiske syn på Danmark som så mange gange før har magten over udlændingepolitikken.

Mens Frederiksen talte, tænkte jeg på Søren Krarup, der sagde:

»Systemet Politiken (kulturradikalismen) er lige skadeligt for Danmark. Der er i Systemet Politiken fortsat ingen sans for det liv, den eksistens, den menneskelige og folkelige virkelighed, som er noget andet og dybere end frigjorthedens position.«

Moderaterne og Radikale Venstre har på ny sat frigjorthedens position over Danmarks bedste. At se statsministeren tale igen og igen om præcis det samme, hun har sagt 1000 gange, uden reel handling bag ordene, gjorde mig faktisk ked af det.

Da Frandsen fik ringet med klokken og hævet mødet, stødte jeg igen ind i stedfortræderen for Dansk Folkepartis politiske ordfører, Peter Kofod, Christian Kirk (DF), ved det nye maleriportræt af Søren Gade, hvor han sagde, at han efterhånden var godt og grundigt træt af at høre på Mette Frederiksen.

Portrættet hænger på væggen, mens mennesker passerer forbi os. Et øjeblik står Christian Kirk foran billedet af den mand, hvis navn tidligere på dagen har fyldt så meget på Christiansborg. Der kunne mærkes en kampgejst og vilje til at tage kampen op mod regeringen. Det kunne mærkes ved stort set alle borgerlige politikere, jeg stødte ind i.

Det ligger i måden, samtalerne bliver ført på. De bliver stående lidt længere. Der bliver gestikuleret med hænderne, når regeringen bliver nævnt. Det ses i de store smil.

Og pludselig ved dronningetrappen stod jeg foran Jens Frederik Nielsen, der i disse dage må være en lettet mand efter aftalen mellem Danmark, Grønland og USA. Folk bevæger sig op og ned ad trappen omkring os. Der bliver hilst på ham, mens andre fortsætter forbi.

Mette Frederiksen fik nævnt ham i sin tale:

»Jens-Frederik Nielsen er klog, fremadskuende og dygtig. Jeg vil gerne have lov at takke for vores tætte samarbejde. Jeg er imponeret og taknemmelig. Det er jeg også over den brede opbakning, vi har oplevet her i Folketinget. Og fra vores mange europæiske naboer og allierede. Og jeg er taknemmelig for jer, der har knoklet måneder og år for det her. Alle I dygtige embedsmænd, vi sjældent får sagt tak til.«

Ordene fra talerstolen hænger stadig lidt i luften, da jeg står ved dronningetrappen.

Hvilket også stadfæstede, at Mette Frederiksens stærkeste kort på hånden var at tale rundt om alle de problemer, jeg indledte med at opridse. Mange af de udfordringer, Danmark står overfor, blev sprunget let og elegant over.

For det er jo så svært at forholde sig til problemer, man enten selv er skyld i, som PISA-resultaterne, uddelingen af over 2.000 statsborgerskaber uden kendskab til ansøgernes værdier.
Det er langt nemmere at tale om Putin, Rusland, verdens forfærdeligheder og globale politiske strider.

På et tidspunkt så jeg Alex Vanopslagh i set flotte gråstribet jakkesæt, talte med Malte Larsen over et stykke smørrebrød, jeg så Christian Rabjerg Madsen svare udenom journalisternes kritiske spørgsmål og så Lars Løkke snige sig tungt rundt på gangene.

Det kunne tydeligt mærkes, hvem der havde sat bilen i gear til den nye politiske sæson, og hvem der var klar til at kæmpe. En blanding af formandsdrama, klassisk Mette Frederiksen-kriseretorik må være overskriften på dette års åbning af Folketinget.

Modstrømmen er klar igen næste år.