Af Gustav Nielsen, hovedbestyrelsesformand i Liberal Alliances Ungdom

Vi er blevet bedre til at tale om dem, der har det svært. Det er godt. Vi forstår mere i dag. At folk har forskellige udgangspunkter. Forskellige historier. Forskellige kampe. Men jeg er bange for, at vi er ved at glemme noget vigtigt. Vi må ikke blive så optagede af at forklare, hvorfor nogen har det svært, at vi glemmer at sige: Du kan stadig gøre noget ved det.

For “det er synd for dig” kan være farligt. Ikke fordi medfølelse er forkert. Ikke fordi folk ikke skal have hjælp. Og slet ikke fordi alle bare skal “tage sig sammen”. Men fordi vores medfølelse nogle gange bliver til lave forventninger.

Vi siger: Det er ikke din skyld. Du har ikke haft de samme chancer. Du har haft en svær opvækst. Du har ikke fået den hjælp, du skulle have. Du skal ikke presse dig selv. Alt det kan være sandt.

Men hvis vi hele tiden fortæller folk, hvad de ikke kan, så tager vi noget fra dem. Troen på, at de faktisk kan. Hvad sker der med ansvaret, hvis alle problemer altid forklares med omgivelserne? Selvfølgelig betyder opvækst noget. Penge betyder noget. Familie betyder noget. Skole betyder noget. Samfundet betyder noget. Men det betyder ikke, at mennesket selv er ligegyldigt.

Vi bør kunne sige to ting på samme tid: “Jeg kan godt forstå, at det er svært.”

Og: “Jeg tror på dig. Du kan godt.”

Den balance mangler vi i dag. Vi er begyndt at se krav som noget negativt. Hvis en elev har det svært i skolen, skal vi passe på ikke at presse for hårdt. Hvis en ung ikke ved, hvad han eller hun vil, skal vi bare give mere tid. Hvis nogen står uden for arbejdsmarkedet, skal vi være forsigtige med at stille for mange krav. Nogle gange er det nødvendigt. Det ved jeg godt. Men krav er ikke det modsatte af omsorg.

En lærer, der stiller høje krav, gør det ofte, fordi hun tror på eleven. En træner, der kræver mere, gør det, fordi han ser potentiale. En forælder, der siger “prøv igen”, gør det ikke for at være hård. Hun gør det, fordi hun nægter at acceptere, at barnet ikke kan.

Hvorfor skulle vi ikke have den samme tilgang i samfundet? Et stærkt velfærdssamfund skal selvfølgelig være der, når folk falder. Bliver man syg, mister man jobbet eller rammes af noget, man ikke selv er herre over – så skal der være hjælp. Men et sikkerhedsnet skal være til for at gribe dig. Ikke for at fortælle dig, at du aldrig behøver at rejse dig igen. Vi skal have et samfund, der motiverer os til at komme op.

Ikke et samfund, der bygger en seng til os på bunden. Vi skal ikke have et samfund, hvor mennesker bliver deres problemer. Vi skal have et samfund, hvor vi kan se problemerne, uden at lade dem fylde hele mennesket. For måske er den mest respektfulde sætning, vi kan sige til et menneske, der kæmper, ikke: “Det er synd for dig.”

Måske er det: “Jeg ved godt, det bliver svært. Men jeg tror på dig. Du kan.” Det er ikke mangel på empati at stille forventninger. Det kan tværtimod være den dybeste form for respekt. Vi skal hjælpe dem, der ikke kan. Og vi skal turde forvente mere af dem, der kan.

For hvis vi altid sænker barren, fordi vi er bange for, at nogen ikke kan nå den – så opdager vi aldrig, hvor højt de faktisk kunne have sprunget. Et samfund skal ikke fortælle mennesker, at de er uden skyld i deres problemer. Det skal hjælpe dem med at tage ansvar for det, de faktisk selv kan ændre. Nogle gange er det mest omsorgsfulde, vi kan gøre, ikke at sænke forventningerne. Det er at tro på, at de kan mere.