Anton Krogh er seniorrådgiver i Liberal Alliance

Der findes en teori om, at også embedsmænd og politikere handler i egeninteresse. Besynderligt nok er netop den teori forsvundet fra pensum. Helt uden bagtanker, naturligvis.

Alternativet lovede en “ny politisk kultur”. Så viste det sig, at overfusninger, rusketure og magtintriger fyldte den organisatoriske hverdag – præcis som i alle andre partier. Og hvis du tror, at de åh så sympatiske politikere fra Enhedslisten og SF ikk’ er som de andre pi’r’, så tro om. De sidder også på kommunalvalgsnatten og fordeler velbetalte poster ud til hinanden, mens der står #fuckkapitalisme på bagsiden af MacBook’en.

Læser du Statskundskab eller Økonomi, burde det være barnemad at forstå hvorfor. Desværre er teorien alt for mange steder pillet af pensum trods dens rige historie. Allerede i 60’erne begyndte Public Choice revolutionen, men i 80’erne fik det virkelig gennemslag.

I 1986 fik økonomen James Buchanan nemlig Nobelprisen for en påstand så banal, at den burde have været selvindlysende: at politikere og embedsmænd er mennesker som alle os andre. De forfølger egne interesser, også i embedet. De søger magt, maksimerer budgetter og går op i deres egen karriere. De er ikke supermennesker, drevet af unik altruisme, som altid vælger det fælles bedste. Heller ikke dem fra Alternativet, Enhedslisten og SF.

Buchanan grundlagde en hel skole. Alligevel er han i dag så godt som usynlig på danske universiteter. At man kan komme igennem fem år på Statskundskab og Økonomi uden rigtig at støde på Public Choice, er i sig selv en bekræftelse af teorien. Den har forudsagt sin egen skæbne.

Men hvad er Public Choice så? Kort sagt er det mikroøkonomi anvendt på politik. Og det forklarer, hvordan der sniger sig alle mulige særhensyn ind i policy-making.

Tag rent-seeking (eller kammeratkapitalisme, som jeg godt kan lide at kalde det). Stat og marked blandes, så særinteresser får privilegier gennem staten uden at skabe værdi. Det åbner en ladeport for lobbyisme forklædt som “erhvervspolitik”. Og det forklarer også politikernes prestigeprojekter som den absurde og nu droppede udbygning af Christiansborg til flere milliarder, prioriteret over borgernær velfærd.

Legendariske Mancur Olson viste i “The Logic of Collective Action” (1965), hvorfor politik systematisk favoriserer velorganiserede særinteresser frem for det brede flertal. Logikken er siden blevet døbt “koncentrerede fordele, spredte omkostninger”.

Forestil dig en ordning, der giver 100 producenter hver en million i tilskud, betalt af fem millioner borgere, der hver mister tyve kroner. De 100 vil kæmpe som løver for ordningen. De fem millioner vil aldrig opdage, at den findes.

Gennem dine studier vil du høre om markedsfejl en milliard gange. Dine pensumtekster er spækket med begreber som eksternaliteter, offentlige goder, monopol og asymmetrisk information. Den naturlige konklusion er selvfølgelig altid, at staten må gribe ind. Og det kan man jo godt lide, når man selv har udsigt til at bestyre samfundet ovre i departementerne.

Men statsfejl? Pensumlisten er nærmest klinisk renset.

Og nu til det ægte kontroversielle. Nu har jeg allerede fremhævet et par forskellige eksempler på, at politikere træffer beslutninger, der mildest talt er uforståelige, hvis man antager, at de arbejder ud fra almenvellets bedste. Men hvis jeg skal være hudløst ærlig, så tror jeg faktisk at Public Choice teoriens upopolaritet skyldes, at den også fortæller nogle ubehagelige sandheder om embedsmænd og myndigheder.

Lad mig komme med et eksempel.

Efter et utal af absurde skandalesager i skatteforvaltningen, hvor borgere er blevet trynet, har betalt 115 procent i skat eller selv er blevet tvunget til at opkræve boligskat hos naboen, sendte skatteminister Jakob Engel-Schmidt et brev til medarbejderne. En stilfærdig påmindelse om borgernes retssikkerhed. Harmløst og fair, ville de fleste mene.

Men embedsmændene? Hovedbestyrelsen for de akademikeransatte i Skatteforvaltningen sendte et brev den anden vej og anklagede ministeren for at knægte deres “faglighed” og “dømmekraft”. Ja, gu’ fanden er kritik af jeres faglige dømmekraft på sin plads, når myndighederne bevidst har modarbejdet politiet og ført sag mod borgere, der har politiets ord for at være ofre for identitetstyveri.

Embedsmænd er folkets tjenere. Men de kører også egne dagsordener — eller systemdagsordener — nogle gange i intern krig mod andre styrelser. William Niskanen beskrev mekanismen i 1971: bureaukratens interesse er at maksimere sit budget, sit personale og sit ressort. Om det gavner borgerne, er trådt i baggrunden. Nu er det turf war, der gælder.

Her vil de fleste undervisere trække på skuldrene og kalde det kynisme. Det er det ikke.

Antagelsen om egeninteresse afvises rutinemæssigt som ren egoisme, gerne med en næsvis rynken på næsen. På SAMF og HUM hersker en nærmest religiøs strukturalisme: magt, institutioner og klasser betyder alt, menneskets natur ingenting. Samfundet kan kun forstås oppefra, må man forstå.

Men som Buchanan insisterede på, er symmetriantagelsen — at mennesket dybest set er det samme i supermarkedet og i ministeriet — en metodisk regel. Et værn mod det snyderi, hvor man belejligt skifter menneskesyn, lige når det bliver bekvemt. At magt korrumperer, har trods alt været en grundantagelse siden den romerske republik.

Public Choice er nemlig ikke et angreb på staten. Buchanans egentlige projekt hed forfatningsøkonomi og handlede om spillets regler. Kan vi ikke regne med engle i embederne, må vi bygge et system, der kan tåle mennesker.

Dén sætning kunne både politikere og embedsmænd trænge til at få genopfrisket i ny og næ.

Buchanan står ikke på din læseliste. Han står på biblioteket, og min anbefaling er, at du selv må gå derhen.