Mikael Jalving er debatredaktør på Kontrast
Det er paradoksalt nok friheden, som har skabt mange af de problemer, vi oplever i Danmark og den vestlige verden fra det personlige plan til det politiske, lige fra den enkeltes følelse af utiltrækkelighed til masseindvandringens tumultariske forvandling af det europæiske kontinents demografi, kultur og politik.
Vi er vant til at opfatte friheden som et ubetinget gode, ja, som en sekulær gud. Men den frihed, vi er socialiseret til via institutionel opdragelse, politiske idealer og liberale massemedier, har vist sig at have en lang række ulykkelige konsekvenser for såvel sjæleliv som samfund.
Hvorfor? Fordi denne frihed er frakoblet alt andet, inklusive erkendelsen af at andres frihed ikke altid vil dig det godt. Frihed er blevet adskilt fra frygt – i sidste ende frygten for os selv. Dermed er vores moderne frihed blevet både tom og naiv.
Frihed forstås i dag som negativ frihed, dvs. frihed fra tid og sted, fra normer, tro og fortid, slægt, folk og fædreland, fra territorialgrænser, køn og maskulinitet, kristendom og kirke, ritualer, autoriteter, klassiske skønhedsidealer og instinkter. Socialismen, feminismen og venstreliberalismen har på skift tilvejebragt denne negative forståelse af frihed.
Kvinder skal give den gas som boss-ladies. De unge skal disrupte verden, som vi kender den.
Som en københavnsk byplanlægger udtalte for nogle år siden: Brønshøj skal være mere som San Francisco. Der var ingen, der sagde ham imod.
Resultatet er, at vi kommet til at leve i Pinocchios verden: Der er ingen bånd, der binder os! Alle, der har set Walt Disneys tegnefilm, vil kende figuren: Trædukken, der lever i den vildfarelse, at den kan gøre, hvad den vil, hvis bare viljen er stærk nok.
Det er naturligvis en illusion. Ligesom mennesket er trædukken ontologisk begrænset af ydre og indre barrierer fra dna og køn over iq og familierelationer, socialklasse, tidsånd, kultur, religion, sult og forfængelighed for blot at nævne de mest basale bånd, der binder mennesket til en specifik tilværelse på godt og ondt.
Menneskelivet er defineret ved at være relativt og – modsat andre dyr – at have en tragisk bevidsthed om det. Pinocchioficeringen af den vestlige verden er kommet i tre bølger med ca. 20 års mellemrum: 1945, 1968 og 1989.
1945: Efter verdenskrigene opstod et forståeligt behov for at se fremad og lægge krigens rædsler bag sig. Den fejlagtige lære blev, at nationalismen var svanger med folkemord. Den historiske sandhed var, at krigene blev forårsaget af imperiestater og stormagtsdrømme. Men det var nationerne, der fik skylden.
1968: Efter studenteroprøret opstod et tiltagende progressivt projekt om individuel selvrealisering, der lod sig gøre takket være 60’ernes velstandsstigning. Selvrealiseringen nedbrød familier og skar båndet mellem generationer over. Fortiden skulle dø, fremtiden skulle erobres. Den bestående samfundsorden var uretfærdig og udtjent. Revolutionen blev en pligt.
1989: Med kommunismens nederlag 20 år senere opstod et vakuum – både blandt borgerlige og venstreorienterede. Dette tomrum blev fyldt ud med diffuse forestillinger om åbenhed, mangfoldighed og empati. Markedet havde sejret. En fremmed var en ven, du endnu ikke havde mødt. Pludselig gjaldede de universelle menneskerettigheder fra fjernsyn, fælledpark, folketing og folkeskole. Nu gjaldt det om at have fødder, ikke rødder. Globaliseringen var over os og blev set som indfrielsen af Pinocchios drøm: Verden var én, fri og demokratisk. Og alle mennesker, kulturer og civilisationer kunne med lidt hjælp blive som os. Disse tre stærke frihedsbølger er skyllet hen over vores del af verden i ét væk og været stærkt medvirkende til at gøre vores frihedsopfattelse absolut og dogmatisk.
Fordi bevægelsen efterhånden har stået på i 80 år, er den vanskelig at ændre både på individplan og kollektivt. Vi, der var unge, da Berlinmuren faldt, eller er børn af globalisering og multikulturalisme, oplever næppe friheden som en forbandelse. Og så alligevel. Flere og flere forstår, at friheden har medvirket til at skabe en udbredt meningsløshed? Hvis jeg kan blive alt, og hvis omgivelserne igen og igen bekræfter mig i denne forestilling, opstår der nemt en følelse af utilstrækkelighed hos den enkelte og i kulturen. Hvorfor redder vi ikke klimaet? Hvad gør jeg for at hjælpe Afrika, dyrene, træerne, drikkevandet, grisehalerne, muslimerne?
Sandheden er, den totale frihed lammer os, fordi den afkobler os fra vores konkrete tilværelse. Vi er ikke små guder, der kan fixe alt. Vi kan ikke skabe fred i Palæstina, ikke engang på Vestegnen. Hvis sandheden skal frem, så er vores empati for andre mennesker begrænset, men det er netop dette, vi har fortrængt. Dermed har vores grænseløse medfølelse med alverdens folk forvandlet sig til kollektiv last. Medmenneskeligheden blev gjort til konge, dvs. en regent, man ikke kan diskutere med, Men empati er en følelse ligesom vrede, frygt, jalousi, begær og kærlighed, og må holdes i skak for ikke at udarte sig til tyran.
Man kan sagtens vise sympati og medfølelse for den konkrete næste i sin hverdag og nærhed, det styrker de sociale bånd, venskaber og godt naboskab. Problemet opstår, når empati skal kunne rumme alle.
Når empati bliver grænseløs, bliver dens appel en moralsk kommando, dvs. en pegepind hinsides alle jordiske konsekvenser. En pegepind, som får pæne, kristne mennesker til at rette ind og mime de progressive. Som nu fx den tidligere pave Frans, der – ironisk nok bag Vatikanets høje murværk – talte for migranters universelle ret til at slå sig ned, hvor de ville. Bare ikke lige i Vatikanet.
Når medfølelse ikke modereres, bliver den ofte destruktiv og religiøs, mens den ophøjer stedse flere minoriteter til en ny slags overmennesker, hvis privilegier ikke må kritiseres.
Det er imidlertid en helt rimelig overvejelse, hvor megen ondskab, der skal påføres konkrete danskere i medfølelsens navn, fx gennem hovedløs indvandring. Når man importerer Den Tredje Verden, jamen, så får man Den Tredje Verden. Empati – og frihed – må tøjles af sandhed. Ellers bliver den selvmorderisk.