Marianne Stidsen er fhv. lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet

Universiteterne hører til de vigtigste institutioner i vores moderne borgerligt-liberale demokrati.

Det er derfra resten af samfundet – herunder politikerne – kan hente nødvendig viden til det arbejde, de skal udføre, og de beslutninger, de skal træffe.

Netop viden. Formålet med, at vi har universiteter, og formålet med, at samfundet (læs: skatteborgerne) hvert år betaler mange penge til opretholdelsen af dem, er ganske enkelt, at de skal levere noget viden tilbage til dette samfund. Viden, som samfundet så kan bruge til at skabe – et endnu bedre samfund.

Derfor er det så afgørende, at universiteterne faktisk leverer det, de bliver betalt for.

Det vil sige fagligt baseret viden på højeste niveau. I de senere år – under den såkaldte woke-kultur – har man imidlertid misforstået opgaven, sådan at en del inden for universitetsverdenen tror, de skal fortælle resten af samfundet, hvad det skal mene, og hvilken politisk retning, det skal bevæge sig i.

Det burde være logik for burhøns, at det ikke er universiteternes opgave at agere på denne måde – hverken i forhold til Gaza-krigen eller noget som helst andet. Herved udhules det, der er selve universitetsinstitutionens demokratiske grundidé: at producere viden – og selvsagt viden, som resten af samfundet, der jo betaler for gildet, kan se en nogenlunde fornuft i.

For at tage et konkret eksempel. Da jeg selv var ansat på danskstudiet på Københavns Universitet, var en af mine arbejdsopgaver at undervise i litteraturteori.

Det gjaldt ikke kun de teorier, jeg selv abonnerede på, men også den vifte af andre teorier, som det var muligt at bruge i læsningen og forskningen i disciplinen dansk og nordisk litteratur.

En dag kom et par af de studerende op til mig efter timen for at rose mig. Jo, for de syntes, at jeg havde præsenteret den feministiske teori på en meget ordentlig og sober måde. Det var kommet bag på dem.

De var nemlig stødt på debatindlæg af mig i offentligheden, hvor jeg kritiserede især den nye feminisme i endog særdeles skarpe vendinger. Så derfor var de, der selv var optaget af nyfeminismen, ret spændte på, hvordan jeg ville tackle undervisningen i denne teori.

Her var de altså blevet overraskede. Positivt vel at mærke.

Min pointe er, at det er fuldkommen til grin – eller gråd måske snarere – at studerende, som jeg får løn for at undervise og indføre i et bestemt kernefagligt stofområde, her litteraturteori, kan blive overraskede over, at jeg gør det på den saglige måde, jeg faktisk skal. For det må jo sandsynligvis betyde, at de havde erfaring med andre undervisere, som ikke gjorde, hvad de blev betalt for.

Universiteterne har én eneste opgave. Og det er at indsamle og bearbejde så meget viden om så mange forskellige områder som muligt. Til brug herfor er der en vifte af metoder og teoretiske indfaldsvinkler. Nogle teorier og metoder har en styrke på ét område, og kommer til kort på andre.

Således kan den intersektionelle feminisme måske nok sige noget relevant om forskellige gruppers ulige vilkår inden for fx familie, undervisning, sundhed, politik, kunst eller andet. Det samme kan postkolonialisme og kritisk raceteori og hvad det nu ellers hedder alt sammen.

Men de mere universelle eller eviggyldige sandheder om det at være menneske, kan disse teorier ikke sige et hak om. Derfor er man selvsagt nødt til også at have forskning, der tager udgangspunkt i andre perspektiver, som kan være med til at forklare det, som den intersektionelle feminisme og beslægtede woke-teorier kommer til kort over for.

Det er i den uophørlige samtale mellem de forskellige forskningsperspektiver, at ordet ”universitet” overhovedet opstår og giver mening. Ud fra den viden, der produceres gennem den uophørlige videnskabelige samtale og kritiske dialog, kan resten af samfundet – herunder politikerne – tage bestik af situationen og efterfølgende træffe de beslutninger, der er bedst for samfundet.

Her er idealet selvfølgelig, at der skal være tale om beslutninger, som er bedst for helheden, for fællesskabet. Ikke kun beslutninger, der tækkes bestemte interessegrupper, det være sig kvinderne eller forskellige etniske eller seksuelle minoriteter.

Så altså: Stil krav. Stil krav til deres undervisere, til jeres institutledere, til jeres studieledere, til jeres dekaner – og i sidste ende til jeres rektor – om, at I får en så alsidig undervisning som muligt.

Det er ikke – hvilket ikke kan understreges nok – jeres underviseres opgave at gå ind og fortælle jer, hvad I skal mene og ikke mene om forskellige emner.

Ej heller er det deres opgave kun at indføre jer i en lille begrænset del af det samlede akademiske korpus eller pensum. Mens resten henligger i mørke eller sågar udskammes.

Jeres underviseres opgave er at give jer så godt og så bredt et vidensgrundlag som muligt. Sådan at I herudfra dannes til at kunne at fælde jeres egne selvstændige, kvalificerede domme og vurderinger.

Det er dét, de får deres penge for. Og hvis de ikke lever op til dét, så har I ret til at klage over det og kræve, at der bliver rettet op på tingene.

Ikke kun for jeres egen skyld. Men også for den universitetsinstitutions skyld, som gennem historien har haft en så vigtig betydning for, at vores vestlige samfund og vores vestlige kulturkreds har udviklet sig til den succes, den vitterlig er. Og som den gerne skulle blive ved med at være.

Omvendt så er det jeres opgave og jeres ansvar som studerende, der har været så heldige at få en gratis uddannelse med ret til SU, at sørge for at bruge tiden og energien på det, I er her for: nemlig at hænge flittigt i med studierne indenfor det fag, I selv har valgt at læse.

Det er dét, I skylder både jer selv og resten af samfundet.